Konkurrence: Vind billetter til The Producers

Torsdag den 13. august kl. 20.30, har NørregadeTeatret premiere på Mel Brook's succesfulde musical comedy "The Producers" i Hylddalen i Maribo.
The Producers er kort fortalt historien om den fallerede Broadwayproducer Max Bialystock, der sammen med sin underkuede revisor Leo Bloom har fået alle tiders ide. De vil sætte en stor musical op, som Max's investorer (en masse enlige ældre damer) skal skyde en formue i.

Ved at hyre den ringeste instruktør og de dårligste skuespillere, håber Max og Leo, at stykket går ned med et brag, så de kan stoppe alle investorernes penge i egne lommer, og så rejse til Rio og nyde livet. De to beslutter sig for at producere verdens mest forfærdelige musical "Forår for Hitler" for at realisere deres drømme. Men tingene går ikke altid som man drømmer om.

På scenen i Hylddalen kan NørregadeTeatret præsentere navne som Ole Thestrup, Kristian Boland, Søren Spanning, Martin Bo Lindsten, Cecilie Thiim og Frank Rubæk, som spiller de skrupskøre hovedroller. Herudover medvirker NørregadeTeatrets store ensemble, 10 professionelle dansere og et stort kor samt Bjørn Hyrups 20-mands orkester. Michael Lindvad sætter løjerne i scene, Nina Schiøttz laver kostumer og dekorationer, og Hayley Franks er forestillingens koreograf. Forestillingens lokale producer er Frank Rubæk.

Billetter til forestillingen købes på Billetnet, eller hos Vinhuset i Maribo på tlf. 54780290 - Men du har chancen for at komme gratis med til musicalen.

Folketidende.dk har i samarbejde med NørregadeTeatret udskrevet en konkurrence, hvor vi udtrækker to vindere af premiere-billetter, som får lov at tage hver én gæst med til forestillingen.

Alt hvad du skal gøre er at svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvad hedder den lokale producent af "The Producers"?

Send dit svar på mail til sus@folketidende.dk. HUSK: At skrive dit navn, adresse og telefonnummer samt navnet på den person, du vil invitere med som gæst, hvis du vinder.

Der vil blive trukket lod om de 2 x2 billetter blandt alle rigtige besvarelser, og vinderne får besked per e-mail.

Sidste frist for at deltage i konkurrencen er mandag den 10. august klokken 12.00.




Folketidende.dk og NørregadeTeatret giver dig chancen for at komme til en vanvittig morsom Broadway musical comedy i Hylddalen i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret