Af Avisen.dk
Der er lagt op til firmajulefrokost med papirduge og selvophængte guirlander i mødelokalet. De danske virksomheder har nemlig skruet godt og grundigt ned for julefrokostbudgettet.
Det viser en rundringning, Avisen.dk har foretaget forud for de traditionsrige firmafester, der for alvor begynder i dag.
- Vi lever godt på, at krisen virkelig har fået fat i erhvervslivet, siger Henrik Nygaard, direktør og indehaver af cateringfirmaet Kokken og Jomfruen, der leverer julebuffeter fra 69 kroner per person.
- Vi har en stigning på 20 procent. Mange virksomheder er de sidste år taget ud og har givet op til 1500 kroner per kuvert og har stået og drukket champagne klokken 12 på de dyre restauranter, men i år laver de arrangementer hjemme i virksomheden, fortæller han til Avisen.dk.
Kokken og Jomfruen leverer til hele landet, og der er drøn på. I denne weekend bliver der f.eks. leveret 25.000 kuverter - en del af dem til firmaer, der kører lavbudget-julefrokost.
Under højkonjunkturen havde eventbureauerne kronede dage. Det københavnske firma Eventnationen brugte sidste år store summer på at markedsføre julefrokoster i den dyre kategori. Firmaet endte med at blive løbet over ende af krisen.
- Vi har meget færre kunder nu. Alle, der siger andet, er fulde af løgn, siger Thomas Bertelsen, medindehaver af firmaet, til Avisen.dk.
- Det var for nedadgående allerede sidste år, og i år vælger virksomhederne at holde noget på kontoret eller helt lade være, fordi de hellere vil redde fire medarbejdere end holde en fest, siger han.
De aktive julefrokoster lever dog endnu. Action Center Amager har travlt som aldrig før. Hver af de kommende fredage sender de 3-400 mennesker ud for at køre gocart, spille golf eller skyde med bue.
- Vi har færre virksomheder, der spiser her, men flere, der kommer for at lave noget inden maden. Det har været min fornemmelse, at de gerne ville gøre noget godt for deres medarbejdere og lave noget sjovt sammen. Det har været et hårdt år, og nogle af dem har mistet gode kolleger, siger Thomas Mirfal, medejer og daglige leder af Action Center Amager.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned