Læger: Pres kan fremme din sag

Glem alt om et sundhedssystem, hvor alle har lige adgang til den bedste behandling. De patienter og pårørende, der er i stand til at lægge pres på systemet, får bedre behandling og kortere ventetid. Det skriver Politiken.

Det siger to ud af tre læger i en undersøgelse, som Politiken har lavet blandt 1206 medlemmer af Yngre Læger.

Her erklærer 62 procent af lægerne sig enige i, at patienter og pårørende ved at presse på kan få en bedre behandling i det danske sundhedsvæsen. 24 procent er uenige, og 13 procent siger hverken eller.

Og de yngre læger mærker presset fra patienter og de pårørende i deres daglige arbejde.
- Det er ofte blot et spørgsmål om at henvende sig flere gange. Hvis man står på en venteliste til en mindre operation, og man bliver ved med at ringe ind nok gange og presse på og brokke sig, så giver systemet efter til sidst, og så kommer man ind og får en tid, siger Rie Brandt Seifert, der arbejder på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg, til avisen.

Det mest brugte pressionsmiddel er ifølge lægerne, at borgerne klager over smerter og forringet livskvalitet. Andre våben er klager til systemet, vrede, gråd og trusler om at gå til pressen eller politikerne med sagen.
/ritzau/




Glem alt om et sundhedssystem, hvor alle har lige adgang til den bedste behandling.

Offentliggjort Sidst opdateret