Lægevagtens telefon virker igen

Det centrale telefonnummer til Lægevagten i Region Sjælland virker igen.

Et netværksnedbrud hos Lægevagtens teleudbyder TDC satte ved 03.30-tiden mandag morgen både hovedforbindelsen på telefonnummer 70 15 07 00, samt en reservelinje ud af drift. Fejlen blev først udbedret senere på morgenen omkring klokken otte, hvor Lægevagtens telefontid ophører.

- Når nu uheldet skulle ske, var det trods alt lidt heldigt, at det kom på et tidspunkt, hvor der normalt ikke er så stort pres på Lægevagten, siger sudnhedschef i Region Sjælland Christian Sjøberg Lundgren i en pressemeddelelse.

En række borgere valgte i stedet at ringe 112, og i to tilfælde blev det besluttet at sende en ambulance ud til patienten.
- Vi har taget skridt til at forebygge lignende problemer i fremtiden, og med den traditionelt travle juleperiode for døren, går vi allerede i denne uge i gang med at skabe ekstra sikkerhed, fortæller Christian Sjøberg Lundgren.

Lægevagten har åbent udenfor de praktiserende lægers almindelige åbningstid, hvilket vil sige alle hverdage fra klokken 16.00-08.00 samt døgnet rundt i weekender og på helligdage.

Foto: Dige Jens

Borgerne i Region Sjælland kunne mandag morgen ikke komme igennem på telefonen til lægevagten. Fejlen er nu udbedret.

Offentliggjort Sidst opdateret