Langt fremme med Grøn Verdens lukningsplaner

Den nye gruppe, der vil forsøge at standse nedlæggelsen af Grøn Verden om godt en uge, fik ikke noget møde i stand med borgmester Stig Vestergaard i går.

- Men borgmesteren gav tilsagn om et møde fredag, hvor også socialudvalgets formand Marie Louise Friderichsen og direktør Klaus Marius Hansen skal deltage. Vi sætter vores lid til, at vi på det møde kan overbevise kommunen om at der er hold i vores planer og beregninger - og at de vil sætte lukningen i bero, siger gruppens talsmand, Michael Weyand.

Gruppen tæller nogle fra den gamle bestyrelsen for Grøn Verdens Venner, men især nye navne.
Samtidig er der nu indkaldt til opløsende generalforsamling i Grøn Verdens Venner 8. november.

Her vil den nye gruppe dog også kunne få lejlighed til at orientere om, hvad den har opnået, inden de fremmødte tager stilling til om de vil have deres penge tilbage - eller overlade dem til et nyt initiativ.

Direktør Klaus Marius Hansen, Lolland Kommune, lægger ikke skjul på at planlægningen af lukningen er meget langt fremme.
- Det eneste, der kan standse processen, er en ny udmelding fra den politiske ledelse. Men det kræver så også en bevilling, siger direktøren.

Hele afviklingen starter i uge 43 lige efter sidste åbningsdag, som er søndag 24. oktober.

Den nye gruppe, der kæmper videre for at forsøge at redde Grøn Verden i Købelev har fået et møde i stand med Lolland Kommune.

Offentliggjort Sidst opdateret