Lokal 19-årig i nyt B. S.-program på TV2

"12 danske unge mænd er alle blevet kasseret til session, fordi de er i elendig fysisk form og ekstremt overvægtige. Nu giver den tidligere jægersoldat B. S. Christiansen de tykke drenge en chance for livet. Han vil hjælpe dem til at finde indre viljestyrke og sætte sig nye mål."

Sådan lyder introduktionen til den nye programserie "BS og Basserne", der begynder på TV2 i aften. Blandt de 12 deltagere er 19-årige Dennis fra Nykøbing, der for få måneder siden blev student og bor sammen med to venner i en dele-lejlighed. Af programpræsentationen på TV2s hjemmeside fremgår det, at Dennis' drøm er at blive officer i Flyvevåbnet.

Men foreløbig er det altså blevet ved drømmen, for ved sessionen blev han kasseret på grund af overvægt. Det fremgår ikke af materialet, hvor høj den 19-årige er, men med en vægt på 88,6 kilo ved programseriens start er han faktisk den letteste af de 12 deltagere.

Programmet handler dog ikke kun om, at få de unge mænd til at tabe sig, men også om at få dem til at ændre livsstil, hvilket blandt andet betyder et opgør med dårlige vaner. Ifølge materialet på TV2s hjemmeside bestod Dennis' dårlige vaner før optagelserne blandt andet af, at han drak for meget cola og spiste for usundt.

I det første program i aften møder B. S. Christiansen på Høvelte Kaserne i Nordsjælland til den første træningssamling. Hvordan det spænder af, kan ses på TV2 i aften, tirsdag, klokken 20.50.

Foto: B.S. Christiansen.

Den tidligere jægersoldat B. S. Christiansen skal i et nyt program hjælpe overvægtige unge danske mænd med at komme tættere på drømmen om en fremtid i Forsvaret. En af den er 19-årige Dennis fra Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret