Lolland klar til at give demente gps på

Det skal være slut med at se helikoptere svæve lavt over de lollandske marker på udkig efter demente, der er gået væk fra plejecentrene i Lolland Kommune.

I juni vedtog Folketinget en ny lov om magtanvendelse overfor voksne, og den giver kommunerne mulighed for at udstyre demente med gps-systemer. 

Ældre- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune er blevet orienteret om det nye lovforslag, og her vækker det stor tilfredshed.
- Jeg ser det som et godt hjælpemiddel for både vores ansatte, den demente og de pårørende, siger udvalgsformand Marianne de la Motte (F).

Gennem de senere år har der været flere tilfælde, hvor demente har forladt plejecentre og beskyttede boliger. Især om vinteren er det kritisk, da de demente sjældent er godt påklædte, og risikoen for at de dør er stor.
- Ved at bruge gps-systemer kan vi nemt finde dem, og dermed undgå de store eftersøgninger med blandt andet helikopter, siger Marianne de la Motte.

Lovforslaget giver kommunerne mulighed for at bruge gps, når blot den demente ikke aktivt modsætter sig at blive udstyret med pejlesystemet.

Ældre- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune er parate til at udstyre demente borgere med gps-systemer, så man hurtigt kan finde dem, hvis de skulle blive væk.

Offentliggjort Sidst opdateret