Lolland: Nej til 200 meter høje vindmøller

By- og Landskabsstyrelsen har nu peget på et enkelt område på Lolland-Falster, hvor der vil være mulighed for at placere 200 meter høje prototype-vindmøller i fremtiden.

Tidligere på året spurgte den statslige styrelse Lolland Kommune, om den havde nogle forslag, og i den forbindelse nævnte kommunen området omkring Korsnakke og Nøjsomhed på nordvestkysten, eller eventuelt Syltholm.

Men blandt de 21 steder ud af 125 mulige i hele landet, som By- og Landskabsstyrelsen nu peger på, er ikke Korsnakke, men derimod Store Vejlø - et lavliggende område ud mod Nakskov Fjord mellem Langøvej og Store Vejlø Skov.

Det synes klima-, miljø- og teknikudvalget dog ikke er nogen god ide.
På sit møde torsdag besluttede udvalget derfor at meddele By- og Landskabsstyrelsen at Lolland Kommune slet ikke vil byde ind med noget areal til formålet.

Kommunen henviser i stedet til, at der allerede er udlagt et område til meget store vindmøller ved Kappel.

By- og Landskabsstyrelsen har peget på et område ved Nakskov Fjord som en mulig placering af en prototype på nye gigant-vindmøller. Men kommunen siger nej.

Offentliggjort Sidst opdateret