Lolland skal ind under huden

Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

TEMA. Lolland er mere end det, det skildres for i medierne. Man skal blot have viljen til at se det med sine egne øjne, mener Jesper Jacobsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Af Jesper Jacobsen

KLUMME. I 2008 flyttede jeg til Odense. Samme sted begyndte jeg i 2009 at studere på universitetet.

For mig var det ganske naturligt at skulle flytte fra Lolland. Dels fordi Lolland ikke kunne give mig, hvad jeg uddannelsesmæssigt søgte, men også fordi jeg, som mange andre unge, gerne "bare" ville væk fra Lolland og hen til et sted, som i højere grad rummer kulturens mangfoldighed og muligheder.

Den for længst afdøde Nysted-læge Carl Adam Hansen gav i sit værk om Nysted fra 1909 en fremragende beskrivelse i anledningen af anlæggelsen af jernbaner på Lolland og Falster, som velsagtens kan relateres til ovennævnte følelse af at ville "væk". Han skrev; "medens man tidligere kunde have Fornemmelsen af at være gemt og glemt i en Afkrog, der ganske vist undertiden kunde virke fredeligt og dulmende paa Sindet - saa blev man nu lidt efter lidt draget ind i Tidens pulserende liv". Omskrevet til nutiden, kan man sige, at Odense, ligesom mange af de øvrige store byer i Danmark, er ganske stressende i de første mange stunder, man opholder sig udenfor sin lejlighed - alt går lidt hurtigere. Efter at en tilvænning hertil er opnået, synes det dog netop beroligende, når man igen aflægger Lolland et besøg.

Når jeg til mine studiefæller fortæller om Lolland og Falster, er samtalen ofte iblandet humor og selvironi. Mens de i Odense kan nære stolthed til H. C. Andersen, ja så kan vi på Lolland og Falster være stolte af roerne og vores sukkerfabrikker. Følelsen af stolthed er sikkert den samme, men forskellen ligger nok i selvhøjtideligheden. Al denne ironiens leg, er med til at gøre "egnspatriotismen" mere mærkbar - men den mærker man måske først rigtigt, når man har forladt Lolland?

Netop anledningen til ironi og humor har gjort, at mange af mine studiefæller og venner har sagt ja tak til at besøge Lolland. Jeg har - i bedste rejsebureau-stil - tilbudt dem en lille tur rundt på Lolland i dennes særegne højtider, for eksempel tiden, hvor Sukkerfabrikkerne koger af aktivitet, og den karakteristiske duft omslutter en.

De skal have Lolland ind under huden. Således håber jeg, at de vil opleve, at Lolland er meget mere end det, det skildres for gennem medierne.

Jesper Jacobsen er 22 år og kommer fra Nysted/Maribo. I 2008 flyttede han til Odense, hvor han 2009 startede på jurastudiet på Syddansk Universitet.