Lollands buspenge skal udnyttes bedre

Kan de 45 til 50 millioner kroner, som Lolland Kommune brugte på den kollektive trafik i 2010, og de 12 millioner kroner som borgerne bidrog med i form af billetindtægter, bruges på en bedre måde?

Lolland Kommune har bedt Movia og Cowi analysere al offentlig persontransport i kommunen - altså ikke bare den kollektive men eksempelvis også ældre- og handicapkørsel - for at få udnyttet de anvendte penge bedre eller alternativt at finde besparelser.

På økonomiudvalgets møde i onsdags, fik en politisk styregruppe - der allerede havde haft sit første møde - sin godkendelse.

Det blev samtidig besluttet, at den politiske styregruppe selv kan definere den opgave, som den skal løse vedrørende tilrettelæggelsen af såvel den åbne og den lukkede kørsel, og derefter komme med tilkendegivelser om principper og serviceniveau.

Administrationen vil så i samarbejde med Movia og Cowi udarbejde oplæg til beslutninger, som vil blive forelagt de respektive fagudvalg, som sagen berører.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Lolland Kommune har bedt Movia og Cowi om at undersøge den offentlige persontransport i kommunen.

Offentliggjort Sidst opdateret