Lover bedre information om kloaktilslutning

Informationen vedrørende kravet om at blive tilsluttet kloaknettet kunne have været bedre.

Det erkender Guldborgsund Forsyning, efter Folketidende.dk’s omtale af sagen om Britt Jensen, der først blev orienteret om den store udgift, der ventede hende, 19 dage før arbejdet gik i gang og stadig ikke ved, hvornår regningen kommer.

Derfor har selskabet også ændret på måden at orientere på, når de nu tager fat på anden fase, der berører omkring 700 ejendomme på Østlolland.

- Britt Jensen har ret i sin pointe om, at jo før, vi kan varsle, jo bedre. Ved næste projekt har vi derfor også været ude et år før, folk får tilsendt deres opkrævning, og varsle dem om, at den kommer.
- Så det er klart, at selvom vi synes, at vi har forsøgt at oplyse om de her ting, så giver Britt Jensens eksempel os lejlighed til at kigge på, om der er noget, vi kan gøre bedre, siger direktør i Guldborgsund Forsyning, Flemming Bach.

Det klogere er Guldborgsund Forsyning også ved at lægge sidste hånd på en kloakfolder med alle de nødvendige informationer vedrørende tilslutningen. Ifølge Flemming Bach vil den blive sendt ud til alle, der er berørt af kloakprojektet.

Selvom direktøren på den måde erkender, at borgerne på Nordfalster, Britt Jensen inklusiv, kunne være blevet orienteret anderledes, er han ikke enig i Britt Jensens kritik af informationsmødet, der blev afholdt i Maglebrænde.

- Til mødet blev entreprenøren præsenteret, ligesom vi også gennemgik tidsplanen og processen, siger Flemming Bach og tilføjer:
- Men var man ikke med til det her møde, kan det da godt være, at informationerne ikke var tydelige nok.

Resten af de borgere, der skal tilsluttes kloaknettet, vil i fremtiden blive bedre orienteret om tidsplanen og betalingsfristerne, lover Guldborgsund Forsyning.

Offentliggjort Sidst opdateret