Luftens sidste mester: Amatøragtigt drama

Af Marco la Fata, Radio Sydhavsøerne


Hvilket af de 4 elementer er mest magtfuld? Jord, vand, luft eller ild?  I M. Night Shyamalans filmatisering af tegnefilmserien ”Luftens sidste mester”, bliver man draget ind i en verden delt op i nationer, der hver især behersker disse fire elementer. 

I gamle dage var der fred mellem de fire folkeslag på jorden. Avataren – mesteren af de fire elementer – vågede over freden mellem de fire riger. Kun Avataren var i stand til at mestre alle fire elementer, men en dag forsvandt han. Så angreb Ildnationen og startede en krig mod de andre tre riger.

Sådan har det været i 100 år, men nu er der kommet en ny Avatar – en 12-årig lufttæmmer ved navn Aang – som er forudbestemt til at genoprette freden og balancen. Hvis han altså kan lære at mestre alle fire elementer.

Sammen med en lille gruppe venner drager han ud på sin mission for at søge den ældgamle viden og lære alle elementers hemmeligheder. Men de bliver skarpt forfulgt af agenter fra Ildnationen, der vil stoppe dem, inden Aang er klar til opgøret med selveste Ildherren Ozai.

Det er M. Night Shyamalan, der har påtaget sig at omforme Nickelodeon animationsserien om Aang og hans farefulde færd til en rigtig actionfilm med drama, og fantastiske effekter.

Eller sagt på en anden måde: Flad og amatøragtigt drama. Pæne, men ikke de helt vilde effekter, og skuespil, der ligner noget fra en dårlig dansk julekalender.

Handlingen er rodet, kedelig, og man får ikke de nødvendige informationer om de grundlæggende ting i filmen, så man føler sig lidt tabt. ”Luftens sidste mester” er første af fire planlagte film i serien, så man kan kun håbe at de bliver bedre.

Der er ikke det vilde tju hai, i filmen, og den er beregnet til børn mellem 12-14 år. Så er du bare en måned ældre, så se hellere en anden film. Radio SydhavsØerne har valgt at give filmen ”Luftens sidste mester” 2 ud af 6 filmruller på vores karakterskala.

Læs Radio Sydhavsøernes anmeldelse af den nye film "Luftens sidste mester" her.

Offentliggjort Sidst opdateret