Madordning i børnehaver bliver frivillig

- Vi jubler og er glade for, at der nu åbner sig en mulighed for at slippe for madordningen. 

Det siger Line Brandt Dissing, der er formand for forældrebestyrelsen i Skovbørnehaven Søruphus, som sidste år samlede underskrifter og skrev til indenrigs- og socialminister Karen Ellemann for at slippe ud af den omstridte madordning. Forældrenes protester fik dog i første omgang ikke ministeren til at bøje sig.

Det lykkedes først for nylig efter massive forældreprotester blandt andet i Århus og intern kritik fra flere fremtrædende regeringsmedlemmer - heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det resulterede i går i et nyt lovforslag om, at madordningen i daginstitutionerne skal være en frivillig ordning.

Det nye forslag, som Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står bag, lægger op til, at det nu er den enkelte institutions forældrebestyrelse, som skal afgøre, om man vil have en madordning eller ej. 

Folketidende har talt med 30 ud af 34 forældrebestyrelsesformænd. Og 17 af dem forudser, at det ender med et nej til at udskifte de hjemmesmurte madpakker med en kommunal frokostordning.

Foto: Forældre til børn i Skovbørnehaven Søruphus (billedet) forsøgte med en underskriftindsamling at slippe for madordningen. Først i går bøjede indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) sig, og nu bliver der frit valg.

Mange børnehaver i Guldborgsund vil sige nej til kommunal frokost.

Offentliggjort Sidst opdateret