Magtens Korridorer findes i Huset

Gasolin på nye flasker eller dansk rock på nye flasker. Gennem de seneste få år har Magtens Korridorer placeret sig som noget af det ypperste på den danske rockhimmel.

Offentliggjort Sidst opdateret

De bankede ind på hitlisterne for år tilbage, forsvandt lige så hurtigt ud i mørket, og gjorde et fantastisk comeback for fire år siden. “Magtens Korridorer” er umulige at komme uden om på den moderne danske rockscene, selv om musikken lugter lidt af Gasolin.

Lørdag 27. marts vil bandet, med den karismatiske Johan Olsen i forgrunden, atter være at finde i Nakskov, hvor Løvehjerterne har inviteret dem indenfor i Huset.

Det hele tog fart i 1997 med “Hestevisen”, der i folkemunde bedre er kendt som “Anne-Grethe - en hesteluder”. Siden har bandet udviklet sig fra album til album.

I 2005 kom det store comeback, da bandet efter flere års tavshed udgav albummet “Friværdi” med hitsinglen “Lorteparforhold”. Efterfølgeren “Det Krøllede Håb” havde svært ved at leve op til den kommercielle succes, men med “Milan Allé” er bandet tilbage.

Koncerten i Nakskov bliver speciel ved forårets turné rundt i det danske land. Huset er nemlig et intimt spillested, og lige modsat de store koncertsteder “Magtens Korridorer” ellers optræder. Men bandet har sagt ja tak til at gæste Vestlolland, hvor de gennem flere år har været faste gæster.