Margretheskolen rykkes til Østofte Skole

Specialskolen Margretheskolen i Hunseby nord for Maribo skal lukkes 1. august 2011. Det har et flertal i børne- og skoleudvalget besluttet at indstille til økonomiudvalget og Lolland Byråd.

Der går i dag 74 elever på Margretheskolen i 4. til og med 10. klasse, og alle elever og lærere skal overflyttes til Maribo Skoles Østofteafdeling, hvor de får deres egen enhed, indstiller udvalget.
- Der bliver plads på skolen, da overbygningen på Østofte Skole nu er et-sporet og også vil være det næste skoleår, oplyser udvalgsformand Tom Larsen (V).

Som led i forhandlingerne om Lolland Kommunes nye skolestruktur blev det nemlig politisk besluttet, at når skolen ikke længere havde elever nok til to klasser på hver årgang i overbygningen, skal 7., 8. og 9. klasserne flyttes ind på Borgerskolen i Maribo. De store elever fra området skal dermed fremover gå i skole i Maribo.

Der vil kunne spares 1,9 millioner kroner årligt ved at lukke Margretheskolen ned, har administrationen vurderet.

Skoleleder på Margretheskolen, Tom Pedersen, ønsker ikke at kommentere overflytningsforslaget, men har i et nyt notat til børne- og skoleudvalget slået fast, at børn med bastante indlæringsvanskeligheder samt hukommelses- og opmærksomhedsforstyrrelser har et udtalt behov for et lille overskueligt skolemiljø, hvor enhederne er så tilpas små, at der er rum og plads til netop dem og deres vanskeligheder.

Foto: Arkivfoto: Jan Knudsen

Specialskolen skal lukke næste skoleår. Det har et flertal i Børne- og skoleudvalget besluttet at indstille til økonomiudvalget og Lolland Byråd.

Offentliggjort Sidst opdateret