Masser af glade smileyer på Lolland-Falster

Mundvigene vender opad på Lolland-Falster. I hvert tilfælde på fødevarekontrollens rapporter ved indgangen til restaurant og butikker, der handler med fødevarer.

Øjebliksbilledet af den lokale fødevaresikkerhed siger, at bare 26 ud af 1168 kontrollerede virksomheder på Lolland-Falster ikke har opnået den glade smiley, der betyder, at der er styr på hygiejne og rengøring.

Hos alle andre er der glade smil - og deriblandt mange elitesmileyer - over hele linien.

Årsagen skal ifølge souschef i kontrolafdelingen af Fødevareregion Øst, Ann Dupont, findes to steder.
- En periode med skærpet indsats og lovgivning, der sagde, at virksomheder skulle have bøder (lig med en sur smiley, red.) ved førstegangsovertrædelser har haft en god opdragende virkning. Virksomhederne ved godt nu, hvad de skal gøre, siger Ann Dupont.

Men restauranter og butikker har også fået et nemmere liv. 1. marts blødte politikerne op på reglerne, så bøderne ikke falder så hurtigt som tidligere.




Der er styr på fødevaresikkerheden - opsang og nye regler har hjulpet.

Offentliggjort Sidst opdateret