Medicinpriserne rasler ned

De danske medicinpriser rasler ned. En undersøgelse fra Danmarks Apotekerforening viser, at medicinen nu i gennemsnit er 14 procent billigere end gennemsnittet i de ni EU-lande, som Konkurrencestyrelsen normalt sammenligner Danmark med.

Prisfaldet er accelereret i de seneste tre år, skriver Berlingske Business. I 2006 var medicinen i gennemsnit to procent billigere end i EU9, i 2007 var de danske medicinpriser syv procent billigere, og i 2008 var priserne 14 procent lavere end i EU9.

Apotekerforeningen har beregnet, at danskerne siden 2000 har sparet op mod fem milliarder kroner på medicinregningen. Alene i 2008 faldt medicinpriserne med 6,5 procent. Det er en konkret besparelse på op mod en milliard kroner.

Prisfaldet på medicinmarkedet gælder lægemidler, hvor patentbeskyttelsen er bortfaldet, og hvor der opstår konkurrence fra kopimedicin og parallelimport. /ritzau/




Danske medicinpriser er nu i gennemsnit 14 procent billigere end i de ni EU-lande, Konkurrencestyrelsen normalt sammenligner Danmark med.

Offentliggjort Sidst opdateret