Medina dropper Nakskov

Sangfuglen Medina skulle med al sin frække charme sammen med Infernal have været det store trækplaster ved årets første Lienlund-koncert 1. juni, men hun dropper Nakskov til fordel for sin medvirken i Danish Fashion Awards, og det har sat grå hår i hovedet på arrangørerne - Lienlund-komiteen.

Infernal kommer og bookingbureauet har i stedet for Medina headhuntet de tre X-factor-finalister Sarah, Annelouise og Babou, der bakkes op af det topprofessionelle X-Orchestra. Desuden kommer DJ-fænomenet Kato og med sig har han superdivaerne Ida Corr og Camille Jones samt Clemet og Jon Nørgaard som gæstesolister.

- Afbuddet fra Medina ærgrer os, men erstatningen er fænomenal, og de som har købt Medina-billetter får en genstand som et plaster på såret. Nye billetter bliver trykt og sælges fra tirsdag morgen, siger Jan Andreasen fra Lienlund-komiteen.

Komiteen forventer at de mange topnavne får den røde lampe til at dingle uden for parken.

Foto: Foto: Polfoto

Sangfuglen har valgt at droppe Lienlund til fordel for Danish Fashion Awards.

Offentliggjort Sidst opdateret