Meteoritjægeren gjorde det igen.

Tyskeren Thomas Grau har nu offentliggjort, at han har fundet et 2,35 kilo stort brudstykke af en stenmeteorit, der er faldet ned i Slovenien. Det fortæller den lokale meteorit-entusiast Ole Henningsen fra Søllested.

- Thomas Grau, der bor i Bernau uden for Berlin, fortalte for nogen tid siden, at vi ikke kunne kontakte foreløbig, da han igen skulle på meteoritjagt, denne gang formentlig i Østrig, fortæller Ole Henningsen.

Meteoritten faldt ned den 9. april, og det er siden lykkedes Thomas Grau nærmere at indkredse nedfaldsområdet til Karawanken-bjergene i grænseområdet ind mod Østrig. Hans nye fund er netop blevet offentliggjort på et møde i det tyske "Ildkugleværk", der registrerer ildkugler - store stjerneskud med automatiske kameraer.

Thomas Grau blev kendt i Danmark, da det lykkedes den tyske meteoritjæger helt sensationelt at finde Danmarks 5. meteorit, der den 17. januar 2009 faldt ned over Lolland. Efter seks dages ihærdig udspørgen af vidner og gennemtrawling af et større landområde, kronedes hans anstrengelser med held, og han fandt 30 gram af den eksploderede og nedfaldne meteorit 2 kilometer sydvest for Maribo.

Meteoritten blev erklæret for danekræ og har nu officielt fået navnet Maribo. Den undergår stadig omfattende undersøgelser ledet af meteoritforskeren lektor Henning Haack, Geologisk Museum i København.




Finderen af meteoritten "Maribo" finder igen en sjælden meteorit.

Offentliggjort Sidst opdateret