Minister besøger sårbare børn på Lolland

To lollandske sommerlejre for børn får fornemt besøg i dag. Socialminister Benedikte Kiær besøger Ungdommens Røde Kors' "Solskinslejr" på Halstedhus Efterskole i Halsted og ASF Dansk Folkehjælps ferielejr i Knuthenborg Safaripark.

Besøget begynder i Halsted klokken 10.00, hvor Benedikte Kiær skal mødes med de 35 frivillige ledere og 60 børn. Børnene, der er i alderen 7-13 år, omtales i pressemeddelelsen fra Socialministeriet som "sårbare børn". Besøget slutter ved 11.30-tiden.

Senere, fra klokken 13-14, er ministeren så på besøg i Knuthenborg, hvor 26 børn af alkoholikere og psykisk syge forældre er på sommerlejr med otte frivillige i den gamle skovriddergård med ASF-Dansk Folkehjælp. Formålet med lejren er at give børnene, der er i alderen 6-14 år, mulighed for at komme lidt væk fra en ofte problemfyldt hverdag. Samtidig får de en ferieoplevelse, hvor de kommer tæt på dyrene og lærer noget om dyr på en sjov og spændende måde.

ASF Dansk Folkehjælp, der har hovedsæde i Holeby, modtog for nylig 700.000 kroner fra Socialministeriets sommerferiepulje til at lave sommerlejre som den i Knuthenborg.

Foto: Socialminister Benedikte Kiær.

Socialminister Benedikte Kiær kommer idag til Halsted og Knuthenborg for at besøge sommerlejre hos Ungdommens Røde Kors og ASF Dansk Folkehjælp

Offentliggjort Sidst opdateret