Myndigheder freder glimmer-is

Sikkerhedsstyrelsen afviser anklager om, at Frisko-isen "Girlie" skulle være farlig for børn. Isen indeholder sminke og blev anmeldt af Forbrugerrådet. Girlie rimer på farlig - men det er den ikke. Det slår Sikkerhedsstyrelsen og andre relevante myndigheder fast, efter at den udskældte is fra Frisko blev anmeldt for at indeholde skadelig glimmersminke og et låg, der kunne sætte sig fast i halsen på små børn. Frisko har afvist at trække isen tilbage og henvist til, at alle krav til kvalitet og sikkerhed var overholdt. Derfor er Friskos marketingchef, Jesper Bernhoft, også godt tilfreds. - Vi er selvfølgelig glade for afgørelsen. Som alle øvrige produkter fra Frisko er Girlie naturligvis testet og sikkerhedsvurderet i alle ender og kanter, inden den blev lanceret, siger han. Det var Forbrugerrådet, der anmeldte Frisko-produktet på baggrund af en klage fra en familie i Roskilde, hvis fireårige datter pludselig havde munden fuld af sølvglimmer efter at have spist en af de kraftigt lyserøde is. /ritzau/




Sikkerhedsstyrelsen afviser anklager om, at Frisko-isen "Girlie" skulle være farlig for børn. Isen indeholder sminke og blev anmeldt af Forbrugerrådet.

Offentliggjort Sidst opdateret