Nakskov-brev var en formue værd

Nu skal alle i Nakskov-området med navnet Jessen vist til at kigge familiens gamle breve rigtig godt efter: Sidst i november fortalte avisen om et brev, sendt fra Kiel til: Hr. Chr. Jessen Reder af jagten Tvende Brødre Nakskov.

Brevet skulle på auktion og var sat til en opråbspris på 150.000 kroner. På auktionen blev det solgt for næsten det dobbelte: Der var hammerslag ved 280.000 kroner.

Køberen, der er fra udlandet, skal betale 25 procent i salær oveni beløbet, så vedkommende må finde 350.000 kroner frem for at blive ejer af det meget, meget sjældne brev. For det er det.

Brevet stammer fra fabrikant Jacob Engels samling af frimærker og breve, der i frimærkekredse har nærmest mytologisk status. Jacob Engel grundlagde firmaet Engel i Haderslev, der producerer arbejdstøj, og i 24 år repræsenterede han Slesvisk Parti i Haderslev Byråd.

Flere af kuverterne og brevene findes der kun en eller to af i verden. Brevet til - vist nok - købmand Christoph Jessen, der boede i Søndergade 6 i Nakskov, hvor Stegmann Optik i dag har til huse - men som før hed Jessens Gård, fortæller Lokalhistorisk Arkiv - er også meget sjældent:
- Der findes kun fem breve fra Kiel i 1864 med den såkaldte blandings-frankatur, altså henholdsvis et dansk og et slesvig-holstensk mærke på, og brevet til nakskovitten er det fineste af de breve, vi kender, fortæller auktionshuset.

De to frimærker er på henholdsvis 4 skilling og 1 1/4 schilling og sat på brevet, der er afsendt 18. oktober 1864 fra Kiel.




Hammerslag ved 280.000 kroner på meget sjælden konvolut.

Offentliggjort Sidst opdateret