Nakskov er Årets Juleby

Nakskovitterne har svært ved at få armene ned efter at være blevet hædret i den storekonkurrence om Årets Juleby. 

For andet år i træk blev Nakskov i dag efter indstillinger fra DR P4’s lyttere af en særlig nedsat jury kåret som Årets Juleby, og nakskovitterne er begejstrede.
- Da kåringen var en realitet rejste de små nakkehår sig. Det er næsten ikke til at forstå, at vi to år i træk kan løbe med denne hæder. Det luner virkelig i en kold og svær tid, siger turistchef Lise Simon.

Men de tre jurymedlemmer var på en svær opgave, da valget til sidst stod mellem Nakskov, Skælskør og Slagelse.
Juryen bestod af oldermanden i Dansk Julemandslaug, Henrik Jacobsen, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem og udviklingskonsulent i Østdansk Turisme, Sanne Jakobsen.

Udnævnelsen betyder, at P4’s morgenhold 23. december rykker til Nakskov med direkte udsendelser morgenen og formiddagen igennem.
- En bedre julegave kunne vi ikke få, og vi vil lægge os i selen for, at lytterne får en oplevelse ud over det sædvanlige, siger Lise Simon.

Det er første gang, at en by vinder titlen to år i træk, og i år var Nakskov i konkurrence med hele 18 byer i hele regionen.
Kodeordet i dette års konkurrence var hjælpsomhed, og på den baggrund var juryen ikke i tvivl om at pege på Nakskov, hvor mange står sammen om at skabe den helt rigtige julestemning.

Nakskov har en ambition om i løbet af få år at blive landets mest seværdige juleby - og byen er godt på vej.

Nakskov er blevet hædret i konkurrencen om Årets Juleby. Det er andet år i træk, at byen kan lune sig på titlen.

Offentliggjort Sidst opdateret