Nakskov Sommerfestival samler 100 musikere

For tredje år i træk bliver der afholdt Nakskov Sommerfestival. I år er det lykkes arrangøren at få fat i 15 bands og artister, der tilsammen tæller omkring 100 musikere. Næsten alle bands og artister har lokale rødder, og det er noget, som arrangør Jesper Ejrup er gået bevidst efter. Det er også et krav, at alle bands spiller deres eget musik.

- Festivalen afholdes samme sted som sidste år, og jeg kan fortælle, at det er et must, at man spiller 100 procent originalt, selv skriver musik, og at der er lokale rødder i bandet. Det er udelukkende af én grund; at vise, hvor fantastisk en talentmasse, der er blevet født på de danske sydhavsøer, fortæller Jesper Ejrup.

Han optræder selv til festivalen og er fra Nakskov. Sidste år udgav Jesper Ejrup sit debutalbum, som Gaffas anmelder betegnede som et velproduceret og radiovenligt album om savn, længsel og druk fra en ambitiøs ungersvend. Blandt de mange musikere er også bands med originale navne som Siamese Fighting Fish, Blokade Vagterne og Made in Holland.

Sidste år deltog mere end 1400 gæster, og underholdningen strakte sig over 19 timer. Denne gang løber festivalen af stablen den 4. august i Nygade 36 ved Flipper i Nakskov, og ligesom sidste år er det gratis.

- Ofte koster det en masse penge at komme til koncert eller i det hele taget at tage nogle steder. Og det, synes jeg, er synd for dem med knap så mange midler, fortæller Jesper Ejrup.

Han opfordrer alle til at komme tidligt, fordi der ligesom sidste år bliver udleveret armbånd, så arrangørerne kan holde styr på antal gæster og sørge godt for folks sikkerhed. Jesper Ejrup er den sidste musiker på scenen klokken 23, og når han er færdig, tager to gamle Nakskovdrenge over. Det drejer sig om Wriedt & Kewer, der spiller elektronisk musik det meste af natten, hvor genren frit vil bevæge sig mellem blandt andet Techno, Deephouse og Balkantech. Resten af natten vil der også være mulighed for at jamme sammen med andre musikere.

- Jeg ved, at Nakskov gemmer på nogle af de dygtigste jam-musikere i Danmark, derfor åbner vi klokken 24 for Jam Band Scenen. Det er en fri scene, hvor alle kan jamme, spille og synge på kryds og tværs af hinanden, fortæller Jesper Ejrup.

Foto: Privat

Til Nakskov Sommerfestival spiller 15 bands og artister, der næsten alle sammen har lokale rødder

Offentliggjort Sidst opdateret