Nakskovs ubåd solgt til ophugning

Den sovjetiske ubåd, der gennem flere år har været en af Vestlollands største og mest besøgte turistattraktioner ender nu sine dage som skrot.

Landsdelen er blevet en attraktion fattigere, men Lolland Kommune tjener 1,2 millioner kroner på at få fjernet sporene i Danmark efter den kolde krig.
- Ubåden er solgt til ophugning, men jeg vil kæmpe for at provenuet ved salget ubeskåret går til at etablere nye turistattraktioner, og en af mulighederne bliver i min optik det planlagte Lolland Kystkulturcenter og Bevaringsværft på Plutteøen, men også andre attraktioner er i spil, siger formanden for Femern Bælt-, Erhvervs- og Kulturudvalget, Hanne Møller.

Hun finder det glædeligt at kommunen så hurtigt kommer af med ubåden efter beslutningen om at lukke den som turistaktiv.
- Vi havde ikke en jordisk chance for at skyde flere penge i det projekt, og en forestående renovering ville blive en bekostelig affære, siger Hanne Møller.

Det er genindvindingsfirmaet Jatop Aps. i Bjerringsbro, der har købt ubåden som beset til skrotning, og ubåden skal senere bugseres fra Nakskov til Frederikshavn, hvor ophugningen skal finde sted.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Lolland Kommune tjener 1,2 millioner kroner på den kolde krig.

Offentliggjort Sidst opdateret