Når byen flyder på vandet

Rejsedagbog 1, del 1.

Jeg forlod Danmark den 3. september og har allerede oplevet meget. I Asien har vi rejst rundt med forskellige grupper. Den første mødtes vi med i Bangkok og bestod af 15 unge fra forskellige steder i Europa og Amerika.

Efter to dage i Bangkok rejste vi ned sydpå til øen Kho Tao. På vejen derned har vi været i regnskov og prøvet tubing ned af en flod. Det vil sige, at man sidder i en gummiring, og så flyder man ellers ned ad floden sammen. Vi har også set aber og fået lov til at holde dem.

Da vi kom ned til øen Kho Tao kunne vi tydeligt mærke, at det var meget mere turistpræget. Men det var en rigtig skøn ø - der var hvide sandstrande og blåt vand. En af dagene tog vi ud på en bådtur, hvor vi snorklede. Fiskene ville ikke komme helt tæt på, da vi lige var kommet i vandet, men pludselig smed kaptajnen en kiks eller to ud i vandet, og så kom fiskene så tæt på, at vi kunne røre dem.

På vejen tilbage til Bangkok var vi ude på en anden bådtur. Her fik vi mulighed for at komme helt tæt på de lokale, som bor i huse på vandet, lige op af regnskoven. Det var virkelig interessant. Alle husene var bygget af bambustræ og flød på vandet. Samtidig var de bundet sammen, så de ikke flød væk.

Senere blev vi sejlet ud til en stor grotte. Vi var nødt til at sejle med de lokale det sidste stykke for at kunne komme helt ud til grotten. Da vi skulle ombord på deres båd, var det meget anderledes, end hvad vi var vant til. Selve båden bestod nemlig kun af bambuspinde, som var bundet sammen, og så et bræt, man kunne sidde på. I enden havde de en lille motor. Vi kunne være seks ombord plus ham, der skulle styre båden. Da vi sejlede hen over vandet, kunne vi se vandet komme op mellem bambuspindene. Så man fik lidt våde sko, men vi kunne sidde tørt på brættet.

Vi har også været på det lokale marked i Thailand, hvilket vi nu ikke var så meget for, fordi deres kød ikke lå på køl, selvom det var 30 grader varmt. Hver gang vi spurgte efter et supermarked, blev vi henvist til 7-Eleven - og ja, det er det eneste supermarked, de havde i Thailand og Cambodia. Alle de lokale køber nemlig deres mad og tøj på det lokale marked, hvor de kan forhandle om prisen.

Da vi kom tilbage til Bangkok, skulle vi sige farvel til vores gruppe og mødes med den nye gruppe to dage efter. Det var lidt mærkeligt at sige farvel til de andre, nu når man så hurtigt var blevet rystet sammen og allerede havde haft så mange oplevelser sammen.

Læs mere om Cecilie - KLIK KER.

Du kan læse anden del af Cecilies første rejsedagbog mandag.

Foto: Privatfoto

REJSEDAGBOG. Cecilie fra Langø har startet sin rejse jorden rundt. Hun har blandt andet besøgt en landsby, hvor husene flød på vandet.

Offentliggjort Sidst opdateret