Naturister bakker op om frie bryster

Der er ikke noget seksuelt over et par bare kvindebryster - eller det bør der i hvert fald ikke være, hvis det står til interesseorganisationen Danske Naturister.

I går arrangerede en gruppe kvinder en happening i DGI-Byens svømmehal i København, hvor de alle badede topløse til ære for pressen og for at demonstrere imod seksualiseringen af kvinders bryster. Og i dag får gruppen opbakning af Danske Naturister, fortæller Jyllands-Postens netavis.

- Seksualiseringen af kroppen har taget overhånd, når bar hud altid sættes lig med sex. Aktionen i DGI-byen er udtryk for et holdningsskifte, og at naturismens syn på kroppen er på vej tilbage. Det støtter vi selvfølgelig op om, siger Kim Bindesbøll Andersen, informationsansvarlig i Danske Naturister, til jp.dk.

Danske Naturister har nu taget kontakt til talskvinden fra onsdagens aktion for at aftale et nærmere samarbejde om flere aktioner i stil med den omtalte i DGI-Byen.




Interesseorganisationen Danske Naturister støtter en gruppe unge kvinders kamp for at gøre blottede kvindebryster lige så useksuelle som mandebryster. Foreningen varsler flere topløse aktioner.

Offentliggjort Sidst opdateret