Nu er der lidt mere ro på

Foto: Foto: Marta Gramstrup Rasmussen

Et møde med studievejlederne i Studievalg Sjælland hjalp Patrick Pedersen til at finde ud af, hvor han skal læse sin fremtidige uddannelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

20-årige Patrick Pedersen fra Sakskøbing er en af de mange, der har opsøgt studievejlederne i Studievalg Sjælland for at få gode råd til sin fremtidige uddannelse.

Da han i sommeren 2010 afsluttede sin uddannelse på htx, var han ikke helt sikker på, hvad fremtiden skulle bringe. Det første halvår af det sabbatår, han valgte at holde, brugte han derfor på at arbejde og rejse i Australien. Men som 15. marts, hvor der er ansøgningsfrist til kvote 2, nærmede sig, begyndte behovet for at lægge nogle klare planer at melde sig.

Patrick Pedersen vidste, at det skulle være noget med økonomi, men han var ikke helt sikker på, hvor han skulle læse.

- Det har været godt og spændende at komme ud og se verden og samtidig arbejde, men jeg glæder mig til at komme i gang med en uddannelse. Især efter nytår har det med at skulle finde den rigtige uddannelse presset sig lidt på. Både venner og bekendte er også begyndt at spørge, hvad jeg har af planer, fortæller Patrick Pedersen, der derfor opsøgte studievejleder Ove Bech Nielsen fra Studievalg Sjælland.

Studievejlederne her kommer både rundt på de forskellige skoler, men sidder også på biblioteket i Nykøbing hver anden mandag fra klokken 14.00-16.00, for netop at hjælpe med gode råd og vejledning i forhold til uddannelse. Den sidste tid har spørgsmålene dog især handlet om mulighederne for at komme ind via kvote 2.

- Vi har haft rigtig travlt med at rådgive folk. Og det er både unge, de har holdt et års pause efter deres studentereksamen, og folk, der har været ude på arbejdsmarkedet i nogle år, der kommer, fortæller Ove Bech Nielsen.

For Patrick Pedersen betød snakken med studievejlederen, at der nu er skabt mere klarhed over fremtiden. Han vil nemlig søge ind på den toårige uddannelse til finansøkonom i Næstved.

- Nu kan jeg slappe lidt mere af. Nu er der en klar vej i forhold til, hvad jeg skal vælge, og hvordan jeg skal gribe det an. Det var virkelig rart at tale med en, der har erfaring med at vejlede på det her område, siger Patrick Pedersen, der indtil han får svar på, om han kommer ind på uddannelsen, regner med at finde noget arbejde inden for landbrug.