Nu kan du få stjerner på nummerpladen

EU's symboler skal ikke længere gemmes væk på tidligere udenrigsministres sokker og kun vises frem ved særlige lejligheder. Fra mandag kan danskerne vælge at pryde bilens nummerplader med EU's stjerner på blå baggrund.

Og hvor sokkerne i sin tid blev berømte på daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens ankler, så står nuværende skatteminister Kristian Jensen (V) mandag morgen forrest i køen for at få skiftet nummerpladerne på sin private bil.

- Jeg er meget glad for, at det nu bliver muligt at vælge EU-nummerplader. Det giver for det første en forenkling, når man som bilist skal køre i andre lande, idet EU-nummerpladerne har en DK-markering og dermed også gælder som nationalitetsmærke. Derudover er det for mig et positivt signal om, at Danmark er en del af et større fællesskab, siger han.

EU-symbolet på nummerpladen gælder som nationalitetsmærke, når man kører i EU-lande samt Norge, Island og Liechtenstein. I andre lande skal bilen stadig forsynes med et særskilt nationalitetsmærke.
Bilister, der vil have nye plader, skal slippe 1180 kroner for dem. På nye indregistreringer kan man frit vælge mellem de gamle og de nye plader.
/ritzau/

Fra mandag kan danskerne vælge at pryde bilens nummerplader med EU's stjerner på blå baggrund.

Offentliggjort Sidst opdateret