Nytænkning imponerede klimakommissær

Det kan være lige så svært at matche EU-bureaukratiet som at udvikle verdens første kombinerede bølge- og vindkraftværk.
Sådan lød det næsten, da EU’s klimakommissær Connie Hedegaard i går stod til søs for at besøge Poseidon 37 - det forsøgskraftværk der ligger ud for Onsevig.
Og kritikken er Connie Hedegaard parat til at drøfte med sit bagland i EU.
- Det er vigtigt for mig med egne øjne at komme ud og se nogle af de spændende projekter, der er i gang, men også at få at vide, hvor vores system måske virker tungt på dem, der skal bruge det, siger Connie Hedegaard.

Hun oplyste under besøget, at EU i efteråret udbyder en pulje på over 100 milliarder danske kroner til støtte af nye, alternative energiprojekter. Det er således ikke penge, der mangler, hvis man er blandt de udvalgte.
Floating Power Plant skal skaffe mange penge til det fortsatte arbejde, men har tidligere gjort den erfaring, at et lille firma med begrænsede personaleressourcer har vanskeligt ved at afse tid til at udarbejde det meget omfattende ansøgningsmateriale, som EU kræver.

Og at det bliver ekstra svært, hvis ansøgningen ikke lige passer ind i “EU’s kassesystem”.
- Når man hverken er et bølgekraftværk eller et vindkraftværk, men en kombination, er det vores erfaring at der er en vis skepsis, sagde folkene fra firmaet til ministeren.
- Jeg synes umiddelbart godt om kombinationen af vind- og bølgekraft. Og selv om der nok er mere fokus på vindkraft, solenergi og biomasse, udelukker det ikke andre energiformer, siger Connie Hedegaard.

Hun var ikke alene imponeret af bølge- og vindkraftanlægget, men også af de ting Lolland har gang i.
- Det er let i krisetider at begrave al nytænkning, men når krisen slutter, vil vi opdage, at konkurrencen ude i verden ikke er blevet mindre. Netop på Lolland, som ikke får noget forærende, er det vigtigt at holde fast i nogle visioner, siger kommissæren, der blev iført redningsvest og sikkerhedssko inden hun i en af marinehjemmeværnets mob-både blev sejlet ud til kraftværket.

EUs regionalfond har foreløbig støttet Poseidon med to millioner kroner, og kommunen har via Loke-fonden bakket op med 7,5 millioner kroner. Men selskabet har foreløbig brugt 50 millioner, som primært er skaffet ad privat vej.

Foto: EU-kommissær Connie Hedegaard og borgmester skal besøge bølgekraftværket ud for Lolland. Der arrangeres sejlads i hjemmeværnets hurtiggående gummibåde.

Lolland Kommune viste Connie Hedegaard nytænkning og bølge- og vindkraft ud for Onsevig.

Offentliggjort Sidst opdateret