Økonomiudvalg bakker op om skolelukninger

De varslede lukninger af fem folkeskoler i Guldborgsund Kommune er rykket et lille skridt nærmere.

På et møde i mandags besluttede økonomiudvalget at sende børne- og skoleudvalgets høringsforslag til en ny skolestruktur videre til byrådet med anbefaling af, at byrådet vedtager at sende forslaget i offentlig høring.

Forslaget indebærer som bekendt, at der oprettes nye skoledistrikter i kommunen, og at Guldborgland Skole, Nørre Skole, Krogløvskolen, Toreby Skole og Brydebjergskolen lukkes. Dog med den tilføjelse, at der bibeholdes et 10. klassescenter på Nørre Skole.

Borgmester John Brædder (G) fortæller, at økonomiudvalget samtidig har opfordret forvaltningen til at tage hensyn i forhold til de nye skoledistrikts-grænser i de tilfælde, hvor søskende risikerer at blive sendt på hver deres skole. Ligesom det også helst skal undgås, at enkelte elever skilles fra resten af deres nuværende klasse, hvis de kommer til at høre under et andet skoledistrikt end resten af klassen.

Byrådet behandler sagen første gang på dets næste møde den 19. august.

Foto: Toreby Skole.

Børne- og skoleudvalgets indstilling om at lukke fem skoler i Guldborgsund Kommune er blevet sendt videre til byrådet med anbefaling.

Offentliggjort Sidst opdateret