Opgiver kamp for lukningstruet skole

Kampgejsten er forsvundet på Guldborgland Skole.

Formanden for skolebestyrelsen på den lukningstruede skole, Jesper Olsen Kepp, tror ikke længere på skolens overlevelse. Det fortæller han til folketidende.dk.

- Jeg må nok erkende, at jeg har indset, at løbet er kørt hos os. Vi kan jo se mange steder, og ikke kun i Guldborgsund Kommune, at man lukker de små skoler, og dem er vi jo iblandt.
- Så jeg er i stedet gået den anden vej og begyndt at kigge på, hvordan vi bedst muligt får vores elever videre på andre skoler i Sakskøbing og Nørre Vedby. Det er det, vi bruger vores krudt på nu, siger skolebestyrelsesformanden.

Han understreger dog, at udtalelserne sker for egen regning og ikke nødvendigvis er et udtryk for den samlede skolebestyrelses holdning.

Så du har opgivet kampen for Guldborgland Skole?
- Det lyder så hårdt at sige det sådan, men vi har brugt al den energi, vi kunne. Jeg synes stadig, det er synd at lukke vores lille skole, men det løb er nok kørt. Det kræver meget af de personer, der gør det, at kæmpe den kamp, og vi kan ikke blive ved med at komme med nye argumenter for, at skolen skal bestå, forklarer Jesper Olsen Kepp.

Skolebestyrelsen på Guldborgland Skole har ikke været blandet ind i planerne om at etablere en privatskole som erstatning for folkeskolen, og beslutningen i sidste uge om at oprette en privatskole i Guldborg har heller ikke haft indflydelse på  Jesper Olsen Kepps beslutning, fortæller han.

Han er ked af, at det tilsyneladende ikke lykkes at bevare skolen.
- Jeg er utroligt trist på vores børns og hele lokalsamfundets vegne. Jeg tror nu nok, at børnene skal klare sig alligevel, men det bliver et meget stort tab for vores idrætsforeninger og lokalsamfundet som helhed, siger han og tilføjer:
- Men vi har jo selv stemt på politikerne og de skal jo spare de penge, de skal. Det kan vi ikke rigtigt gøre noget ved. Og vi kan ikke blive ved at komme med argumenter, når der ikke bliver lyttet til os.

- Men er det ikke lidt tidligt at give op?
- Vi har været i gang siden februar måned, så det er et halvt år, at vi har kæmpet for vores skole. Det er jo noget, vi gør i fritiden, og som vi har brugt meget tid og energi på. Men når vi ikke føler, at der bliver lyttet til vores forslag om at bevare de små skoler, så er det svært at bevare optimismen, forklarer Jesper Olsen Kepp.

Byrådet ventes at behandle børne- og skoleudvalgets forslag til den nye skolestruktur for første gang. Her ventes det, at forslaget sendes ud i offentlig høring. Først til december tager byrådet endelig stilling til Guldborgland Skole og de fire øvrige lukningstruede skolers skæbne.

Foto: Guldborgland Skole.

Formanden for skolebestyrelsen på Guldborgland Skole tror ikke længere på, at skolen overlever og vil koncentrere kræfterne om at få eleverne godt videre til andre skoler.

Offentliggjort Sidst opdateret