Opgiver kamp med kommunen

Efter 13 års kamp, et utal af dispensationsansøgninger, advokater og ressourcer må familien Kreutzberg på Hagelundsvej indtil videre bøje sig for kommunens krav. For at undgå dagbøder og et besøg af politiet har de valgt at rive så meget af deres garageanlæg ned, at det opfylder gældende regler.

Siden 1998, hvor Annette Kreutzberg og manden Johnny købte ejendommen, har de kæmpet for at få Lolland Kommune til at give dem en dispensation.
- Der var ingen, der fortalte os, at carporten med udhus var ulovlig, da vi købte huset, fortæller hun, der har svært ved at forstå, hvorfor den tidligere ejer kunne bygge det ulovlige garageanlæg, uden at kommunen greb ind.

I det lange forløb, hvor blandt andet Statsforvaltningen også har været inde over, har beskeden fra kommunen været, at man ikke laver opsøgende arbejde, og at det er en principsag. Familien er dog velkomne til at søge dispensation, hvilket de også har gjort. For dem er det også blevet en principsag, selvom de efterhånden har brugt mange penge på den.

Til trods for, at der har været nabohøring uden indvendinger, ser det dog nu ud til, at de har tabt det første slag. Det betyder, at de skal rive to meter yderligere af deres garageanlæg ned udover de fem meter, som de har taget af for nylig. På den måde vil deres carport/udhus komme ned på de 12 meter i længden, som er lovligt.

Foto: Foto: Jan Knudsen

I 13 år har familien Kreutberg kæmpet for at få dispensation til deres garage, men nu lader det til, at de har tabt sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret