Outlandish kommer til Nakskov

En nyhed, der giver genlyd blandt byens musikelskere og i høj grad blandt de unge. En gratis koncert med Outlandish 12. juni på p-pladsen ved Anemonevej i Nakskov.

Og der er virkelig grund til at glæde sig. Hele programmet for årets multikulturdag er endnu ikke skruet sammen, men Allan Dahl fra klubberne Falken og 212, der står for arrangementet, bekræfter at aftalen med de tre friske fyre i Outlandish er på plads.
- Det er faktisk noget af et scoop, for Outlandish optræder ikke hvor som helst og for hvem som helst, siger Allan Dahl.

Outlandish er ikke helt som kunstnere på den danske musikscene er flest.
Siden de første spadestik til gruppen blev taget i 1997, har Outlandish konsekvent insisteret på at gøre tingene på en helt egen måde.

Og det har gjort bandet til et af de absolut mest nyskabende, grænsebrydende og succesfulde nye danske navne med tæft for iørefaldende melodier, lokkende grooves og tekster, der kræver stillingtagen og eftertanke.

Foto: De tre friske gutter i Outlandish er klar til at indtage scenen ved årets multikulturdag i Nakskov.

Nakskov kupper kendt orkester til multikulturdag i juni.

Offentliggjort Sidst opdateret