Overvågning på vej på Lollandsbanen

Regionstog, der står for togdriften på Lollandsbanen, har fået nok af hærværk rundt op på banens stationer. Nu bliver der sat videoovervågning op på stationerne med det formål at afskrække eller afsløre hærværksmændene og i givet fald drage dem økonomisk til ansvar.

Regionstog har på det seneste sat ni informationsstandere op på stationerne på Lollandsbanen, men ud af de ni er fem allerede blevet ødelagt af hærværk - til stor irritation for Regionstogs administrerende direktør Jens Arne Jensen.
- Det er vigtigt for os som togselskab, at vores kunder følder sig sikre, når de opholder sig på vores stationer. Og hærværk øger jo ikke trygheden. Derfor bliver vi nødt til at gøre en indsats for at få fat i de mennesker, der ødelægger tingene, forklarer Jens Arne Jensen til folketidende.dk.

Regionstog har allerede sat videoovervågning op på Maribo Station, og det viste sig at være en god idé, for søndag morgen gik flere personer nemlig hærværks-amok på stationen, hvor de smadrede flere ruder, kastede bænke fra perronen ned i underføringen under banelegemet og den nyopstillede rejsekort-stander blev bøjet.

Det hele blev filmet af overvågningskameraerne, og det billedmateriale har Regionstog nu givet videre til politiet. Hvis det lykkes at finde gerningsmændene, kan de regne med at der bliver rejst erstatningskrav mod dem.

Kameraerne skulle være oppe på alle stationer i løbet af en til to uger, oplyser Jens Arne Jensen. Der vil samtidig blive sat skilte op, der informerer passagererne om overvågningen.

Regionstog er trætte af hærværk på Lollandsbanens stationer, så nu bliver der sat videoovervågning op, der skal afsløre gerningsmændene.

Offentliggjort Sidst opdateret