På ferielejr med ekstra omsorg

Også i år afholder Ungdommens Røde Kors ferielejre for børn, der ofte ikke har mulighed for at komme på ferie med deres egen familie. Lejrene er fordelt over hele landet og har forskellige målgrupper og starttidspunkter.

I uge 30 afholdes der eksempelvis en lejr i Maribo for børn, hvis forældre sidder i fængsel. Ved at deltage på denne lejr får børnene mulighed for at møde andre, der har en familiebaggrund, som ligner deres egen.

Allerede i næste uge tager Ungdommens Røde Kors dog hul på en lejr i Nakskov – nemlig den såkaldte Solskinslejr.

- Og det er en glad lejr med frit spillerum for både børn og de frivillige hjælpere, fortæller lejrleder Christina Uno Knudsen, der er med for 10. gang i år.

- Det er fedt at få lov til at give børnene den her oplevelse, og samtidig ser vi jo også, at de kommer igen år efter år, tilføjer hun.

Børnene på lejren i Nakskov er 7-13 år og kommer fra Bornholm og det tidligere Københavns Amt. Mange af dem kommer fra familier, hvor der er vold- og alkoholproblemer, og der er derfor også stor forskel på, hvor velfungerende børnene er.

- Derfor er vi på lejren også omkring en voksen per to børn, så vi på den måde har mulighed for at give omsorg og støtte til det enkelte barn, fortæller Christina Uno Knudsen.

Blandt aktiviteterne på lejren er en tur til Bonbon-land og temadage, hvor der sættes fokus på blandt andet middelalderen og cirkus.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Der er masser af aktiviteter, men også tid til omsorg og støtte, når Ungdommens Røde Kors igen i år slår dørene op for deres sommerlejre rundt om i landet.

Offentliggjort Sidst opdateret