På juleferie med besked om lukning

Fredag var en noget usædvanlig dag for elever og lærere på Krogløvskolen i Idestrup, Guldborgland Skole i Guldborg, Brydebjergskolen ved Nysted, Nørre Skole i Nykøbing og Toreby Skole i Toreby.

Det var nemlig den første skoledag, siden byrådet torsdag eftermiddag vedtog den nye skolestruktur, som indebærer, at de fem skoler lukker til sommer. Men samtidig var det den sidste dag, inden elevernes juleferie.

Det skabte en speciel stemning på Toreby Skole, men den triste nyhed kunne nu ikke ødelægge julestemningen, højst lægge en dæmper på den. Det fortæller Sofie Vennike, der er medlem af skolens elevråd.
- Vi har faktisk hygget os rigtig meget på trods af omstændighederne. Eleverne i indskolingen har lavet juleshow, og vi har siddet i klasserne og spist morgen mad og set film og hygget os og snakket om, hvad vi skal lave i juleferien. Men der har selvfølgelig været en trykket stemning, og det er rigtig ærgerligt, men vi var jo forberedt på det, fortæller hun.

Hun mener, at eleverne selv har gjort, hvad de kunne for at redde skolen.
- Selvfølgelig er vi triste, men det er jo ikke særligt meget, vi kan gøre ved det. Vi har virkelig prøvet at kæmpe for at se, hvad vi kunne gøre, og jeg synes, der har været enormt stor opbakning til vores initiativer. Så selvom vi er kede af det, prøver vi at tage det med oprejst pande. Men det bliver mærkeligt ikke længere at have skolen som samlingspunkt for hele byen, og på en måde er det lidt deprimerende at vide, at om et halvt år er det hele dødt, siger Sofie Vennike.

Foto: Sofie Vennike.

Eleverne på fem folkeskoler i Guldborgsund Kommune gik fredag på juleferie med bevidstheden om, at byrådet dagen før besluttede at lukke deres skole. Men det kunne ikke ødelægge julestemningen helt på Toreby Skole.

Offentliggjort Sidst opdateret