Pas på julelysene

Levende lys på juletræet eller i den hjemmelavede juledekoration er et smukt og stemningsfuldt syn. Men det smukke kan hurtigt forsvinde, hvis flammen fra et af lysene får fat i noget, den ikke skulle have fat i.

- Det er vigtigt, at levende lys ikke står op ad brændbart materiale eller tæt på gardiner. Lysene må ikke brænde i rum, hvor der ikke er nogen, der holder øje med dem, og så skal man være særligt opmærksom, når der er børn til stede, formaner brandchef hos Falck, Jørgen Mieritz i en pressemeddelelse.

Og selvom man måske kan synes, at det lyder som helt banale og meget velkendte råd, så er der god grund til at repetere dem igen her i juledagene.
December er nemlig højsæson for brande i private hjem. Falcks brandfolk rykker således igennemsnit ud 50 procent flere brande i julemånende, end de gør på en normal måned.

Falck råder til, at juledekorationer er lavet på en måde, så flammen fra stearinlyset ikke kan få antænde gran eller pynt. Lyset skal stå godt fast, og gerne i folie. Har man levende lys på juletræet, opfordrer Falck til, at man undlader at placere nogen på de nederste grene, hvor eksempelvis hunde kan komme til at skubbe til dem, så de vælter.

Vælger man at have fyrfadslys på julebordet, skal man også være forsigtig. De har temmelig svært ved at vælte, men til gengæld kan de blive så varme, at der går ild i væskefladen, og så kan der pludselig stå 20-25 centimeter høje flammer op fra de små lys. Derfor skal man ikke sætte fyrfadslys direkte på bordet - og slet ikke, hvis bordet er dækket af en papirdug. Det sikreste er at sætte dem i en lysestage.

Skulle uheldet alligevel være ude og der går ild i noget, er det en rigtig god idé at have en danskvand eller an spandfuld postevand stående klar, så man hurtigt kan gribe ind.
Mange små brande kan slukkes med en danskvand, som man ryster, mens man holder en anelse for åbningen, lyder rådet fra Falck.
Spanden med vand kan bruges til lidt større brande i eksempelvis juletræer. Andre effektive midler er at bruge en pulverslukker eller et brandtæppe.

Derudover kan man også købe sig til hjælp i form af en røgalarm eller en brandalarm.

Julen er hjerternes og lysenes fest, men den er også brandfarlig, advarer Falck. Læs her, hvad du selv kan gøre for at forhindre, at der går ild i gran eller andet i julen.

Offentliggjort Sidst opdateret