Alting var bare helt perfekt, da Sabine Raaberg i søndags blev konfirmeret.
Lige fra den tidlige sætning af hår, kirkegangen, fotograferingen, spisningen, festen, gaverne og til natmaden 12 timer senere.
Men det manglede også bare andet, for forældrene, Sanne Raaberg og Kim Hansen, havde haft dagen i tankerne i flere år og sparet sammen til en mindeværdig dag.
- Vi har to dejlige og gode piger, og de havde begge fortjent en god dag til deres konfirmation, fortæller Sanne Raaberg, hvis ældste datter blev konfirmeret for tre år siden.
- Så vi havde prøvet det før, men vi begyndte da at gøre os tanker om Sabines konfirmation for et par år siden, da vi bestilte festlokalet hos E4 ved Rødby, fortæller Sanne Raaberg.
Hun havde selv klippet og komponeret de mange indbydelser og bordkort - af og til assisteret af Sabine, der fylder 14 år i dag.
- Vi har snakket meget om, hvordan Sabine gerne ville have sin konfirmation, og hun har også selv bestemt menuen, som bestod af hønsesalat på ananasbund, kalvesteg stegt som vildt og chokolade-skaller med is og frugt, fortæller Sanne Raaberg.
For hende betyder det meget, at alting gik op i en højere enhed på dagen.
- Det er sådan en dag, man vil huske tilbage på i mange år - og for Sabine vil det forhåbentligt også være et godt minde også senere hen i livet, siger Sanne Raaberg.
Fra forældrene var der også en mindeværdig gave, som det havde taget 14 år at lave.
- Vi har hvert år fotograferet Sabine i forskellige situationer, og jeg havde samlet lidt billeder fra hvert år og sat dem ind i en mappe. På den måde får hun gode minder med fra den første del af sit liv, siger Sanne Raaberg.
Og gavebordet bugnede iøvrigt af mange flotte gaver fra festens 41 deltagere.
- Der var både tasker, tøj, parfume og en del penge. Og Sabine var meget, meget glad for de mange gaver og alt opmærksomheden, fortæller Sanne Raaberg.
Alt i alt kostede festen omkring 40.000 kroner, men de penge er ifølge forældrene givet godt ud.
- For det var en dag, hvor Sabine var i centrum og prinsesse for en dag.
Lars Hovgaard
hov@folketidende.dk
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde