Prinsessen på diget

Der var kongeligt besøg på det sydlollandske dige ved Rødbyhavn torsdag. HKH Prinsesse Benedikte er på besøg på Lolland for blandt andet at blive informeret om den kommende faste forbindelse over Femern Bælt.

Besøget begyndte klokken 11.45, hvor Prinsessen blev modtaget i Femern Bælt Developments lokaler på Råhavegård i Holeby. Derfra gik turen til Rødbyhavn, hvor Prinsesse Benedikte gik en tur på diget på det sted, hvor den faste forbindelse skal gå i land til sin tid.

Det foregik sammen med Lollands borgmester Stig Vestergaard (A), viceborgmester Jytte Frijs (V), Femern Bælt Developments bestyrelsesformand Svend Erik Hovmand, selskabets direktør Stig Rømer Winther.

Efter en kort tur på diget gik turen tilbage til Råhavegård, hvor Prinsessen fik en mere uddybende orientering om selve Femern Bælt-projektet og den dansk-tyske kulturbro.
Senere torsdag eftermiddag skal hun blandt andet besøge Fuglsang Kunstmuseun.

Foto: Stig Vestergaard, Prinsesse Benedikte, Svend Erik Hovmand og Jytte Frijs på det sydlollandske dige.

Prinsesse Benedikte er torsdag på Lolland for blandt andet at høre mere om den kommende Femern Bælt-forbindelse.

Offentliggjort Sidst opdateret