Realitystemning på havnen i Nysted

Programmet ”Bypiger søger Bonderøve” besøger torsdag formiddag Nysted, hvor en busfuld bypiger skal mødes med et par unge mænd fra egen.
Konceptet bag programmet er bygget op omkring en bus, med en stor flok piger, som kører rundt i landet for at finde kærligheden på landet.

I en pressemeddelelse fra produktionsselskabet bag programserie fortælles det, at “Bypiger søger bonderøve” er et romantisk underholdningsprogram, hvor man giver kærligheden en ordentlig vitaminindsprøjtning. Men det er også et program, der rammer ned i en aktuel problemstilling og forsøger at tage hånd om en reel skævhed i Danmark. Netop det, at mange flere piger end unge mænd søger fra provinsen til de større byer for at uddanne sig. Dermed er der underskud af unge kvinder på landet.

Torsdag lander bussen med de mange kærlighedshungerende piger på havnen i Nysted, hvor et par unge lokale mænd er udvalgt til at deltage i programmet.

Produktionsselskabet inviterer folk og fæ til at danne velkomstkomite for at byde pigerne velkommen, når de ankommer til Nysted havn torsdag cirka klokken 9.15

Ligesom alle er velkomne, når der bliver holdt afskedsceremonien søndag den 9. juni fra klokken 16.00-18.00.

Satsningen er, at en eller flere af pigerne fra bussen vælger at stå af i Nysted, efter at have fundet en kærlig bonderøv.

Foto: Lars Erik Andreasen

Offentliggjort Sidst opdateret