Remake med tempo og tosserier

21 Jump Street er baseret på 80’er-serien af samme navn og handler om to unge politibetjente, der bliver headhuntet til at gå undercover på et gymnasium. Ikke på grund af deres evner, men simpelthen fordi de ser unge ud. Et nyt, farligt stof hærger nemlig skolen, og de to betjente - Schmidt og Jenko – får til opgave at optræde som skoleelever og finde frem til den pilleproducerende bagmand, så narkosalget kan stoppes. Men ikke alt går efter planen, for allerede første dag finder makkerparret ud af, at tiden og rollerne har ændret sig meget, siden de selv gik i gymnasiet. Det, der var in dengang, er nu yt. Jenko, som før var den feterede sportsmand, må nu hænge ud med nørderne, og Schmidt, som gik gennem gymnasietiden usikker på sig selv og med hovedet bøjet, oplever, hvordan det er at være med i den populære klike. Som tiden går, lever de to bedste venner sig mere og mere ind i deres roller, og det skaber en kløft mellem dem, som truer med at splitte deres venskab ad. Alt imens spreder stofferne sig til andre skoler, og omsider går det op for Jenko og Schmidt, at de kun kan stoppe narkohandlerne ved at arbejde sammen.

Channing Tatum og Jonah Hill har fantastisk kemi sammen og virker overbevisende som bedstevennerne Jenko og Schmidt. De har begge mange morsomme oneliners og sjove scener og spiller deres roller med varme og glimt i øjet. Man kan simpelthen ikke andet end at holde af dem. Filmen er først og fremmest en komedie, men indeholder også højspændte actionøjeblikke og følsomme stunder. Det betyder, at der er underholdning hele vejen igennem, og handlingen bevæger sig let og ubesværet fremad - godt hjulpet på vej af filmens lange liste af skøre, sjove og psykopatiske biroller.

Som en lille bonus optræder flere af skuespillerne fra den oprindelige serie i små roller i filmen, blandt andre Johnny Depp, som spillede hovedrollen tilbage i 80’erne.
Så har du 109 minutter, du ikke ved, hvad du skal bruge på? Tag i biografen og se 21 Jump Street – der er garanti for store smil inden rulleteksterne løber over skærmen.

Offentliggjort Sidst opdateret