Rotterede i Gedser udvidet: Nu har de unger

Folketidende beskrev for at par uger siden, hvordan et hus på Vester Voldgade i Gedser er fyldt med rotter. Nu har de seneste ugers plusgrader fået rotterne til yngle i stort tal.

I huset bor en psykisk syg mand, som ikke er i stand til at holde sit hus rent og fri for rotter. Tværtimod er der så meget skidt og snavs både indenfor og udenfor, at rotterne stortrives til naboernes lige så store fortrydelse.
- Da jeg gik forbi, så jeg en rottemor med seks unger efter sig kravle rundt i det ene vindue. Jeg går ud fra, at det er fordi, at temperaturen er steget lidt, så de yngler nu, siger den nærmeste nabo, Anne Nielsen.

Kommunen har sendt skadedyrsfirmaet Kiltin ud for at bekæmpe rotterne. Naboen talte med en af personerne fra Kiltin, som gav hende ret i, at rotterne i huset er i fuld gang med at yngle.

Der er aftener, hvor Anne Nielsen på det seneste har set så mange rotter i vinduerne, at hun ikke har kunne tælle dem.
- Det er dybt frustrerende, at den slags kan finde sted, når der kun er tre meter i mellem husene. Jeg er så bange for, at rotterne skal komme ind til mig, siger hun.

Problemet er, at selv om manden er psykisk syg, så kan kommunen ikke uden videre tvinge sig adgang til hans hus for at bekæmpe rotterne.
- Jeg kan desværre ikke kommentere enkelte sager. Men jeg kan sige, at vi er opmærksomme på situationen og gør, hvad vi kan som kommune indenfor de rammer, vi har til rådighed, fortæller Maibritt Kuszon, social- og sundhedschef i Guldborgsund Kommune.

Foto: Billedet her er taget før, ynglen for alvor gik i gang. Nu har de voksne rotter fået familieforøgelse.

Til naboernes store rædsel har de sidste ugers varme sat gang i ynglen i et hus i Vester Voldgade.

Offentliggjort Sidst opdateret