Så er det frem med grillen

Temperaturen får et ordentligt hak opad i de kommende dage. Dermed er sommeren lige om hjørnet - ihvertfald for en stund.

Offentliggjort Sidst opdateret

Temperaturer over 20 grader og høj sol. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det hvad meteorologerne lover i de kommende dage.

- Vi har kun haft én dag i løbet af dette forår, hvor vi har været op i nærheden af de 20 grader. Det gør vi altså noget ved i løbet af ugen. Der ligger meget varm luft over den østlige del af Europa. Finland har haft decideret sommertemperaturer, og det er noget af den luft, der trænger ind over landet i løbet af tirsdag og onsdag, siger Jesper Thiesen, meteorolog fra vejrtjenesten ConWx.

Så fra onsdag er det altså ikke bare to-cifrede temperaturer, men også op omkring de 20 grader.

- Det ser ud til at blive pænest torsdag, fredag og lørdag, hvor vi når op på 20 grader mange steder, og nogle steder også op på 22 til 23 grader, siger Jesper Thiesen.

Så dermed bliver vejret perfekt til at gøre grillen klar til weekenden.

- Og det skal man benytte sig af, for allerede søndag bliver det igen køligere - og ser vi længere frem har vi udsigt til blæst, byger og op til 15 grader, når det går højt til, forudser han.

Men at der nu er udsigt til - en overgang - at få sommerlige temperaturer over Lolland-Falster glæder formentlig de fleste, især set i lyset af det relative kolde forår og den lange vinter.

- Maj måned, indtil nu, har ligget markant under gennemsnittet for årstiden. I det sydlige Danmark har det drejet sig om typisk to grader. Sammenholdt med at vi savner foråret meget, så føles det nok endnu mere koldt end det egentlig har været. Og det har samtidig været blæsende og regnfuldt, så er der nok mange der føler at foråret endnu ikke rigtigt har slået igennem, siger han.

Og årsagen til det kolde forår hidtil skyldes, ifølge Jesper Thiesen, at der i lange perioder har ligget lavtryk over Nordskandinavien, og det har så gjort at vi ikke kun har fået askeskyen ned over landet, men også den kolde luft nordfra.

Han slår dog fast, at den lange og kolde vinter dermed ikke har ret meget med et koldt forår at gøre.

- Der er ikke statistisk belæg for, at en lang og kold vinter giver et koldt forår. Selvfølgelig er Østersøen lidt koldere end ellers på denne årstid, men den bliver ofte hurtigt varmet op. Så vi har bare været uheldige i år, slår han fast.