Sådan ser regnskabet ud for tre år

LEASING Salgschef Mogens Juhl, Krone Kapital, har med hjælp fra Spar Lolland udregnet priser på privatleasing og køb af henholdsvis en lille Citroën C1 og en Opel Insignia stationcar.
Citroen C1 1,0SX fem dørs med standardudstyr, eksklusive metallak, har en vejledende listepris på 109.990 kroner plus levering 3.680 kroner, i alt 113.670 kroner.
Køber man bilen, skal der lægges en udbetaling på 22.850 kroner.
Renten (Krone Kapitals referancerente) er variabel og lige nu på 8,25 procent pro anno.
I forbindelse med lånet laves der et ejerpantebrev.
Udgifter til etablering er: Dokumentgebyr 3.000 kroner, tinglysningsgebyr 1.400 kroner, stempelafgift 1.500 kroner og panthaverdeklaration 750 kroner: i alt 6.650 kroner (som medfinansieres).
Lånet afvikles over syv år, 84 måneder, til restbeløb nul kroner (restværdien efter 36 måneder er 62.428 kroner).
Den månedlige ydelse er 1.531 kroner.
Det giver en total lånefinansieringsomkostning efter 36 måneder på: Udbetaling 22.850 kroner, 36 gange månedlig ydelse på lån (36 x 1.531 kroner) 55.116 plus 14.076 kroner til fast serviceaftale til 15.000 kilometer om året (her sat til samme pris som ved privatleasing, vil normalt være dyrere for private at tegne – 36 x 391 kroner): i alt 92.042 kroner.
Ved 30.000 kilometer om året stiger prisen på serviceaftalen til 660 kroner om måneden, og det giver en samlet udgift efter 36 måneder på 112.354 kroner.
Hertil kommer usikkerheden ved bilens gensalgsværdi efter 36 måneder (man kan også vælge at beholde bilen) med den flere gange (i andre artikler) nævnte usikkerhed om registreringsafgiften, brugtvognspriser samt bilens stand generelt.
Som det kan ses i leasingaftalen her under, er “udbetalingen” ved køb større end førstegangsbetalingen ved privatleasing, så her mister man også en forrentning af forskellen i beløbene. Til gengæld får man et rentefradrag på billånet, som sænker skatten.
Leasing
Udgiften til samme Citroën ved privatleasing:
Forudsat årlig kørsel på 15.000 kilometer.
“Udbetalingen”, også kaldet en ekstraordinær førstegangs leasingydelse, er 12.500 kroner, de følgende 36 måneder betales 1.395 kroner inklusive service.
Det giver en total-ydelse efter 36 måneder på 12.500 kroner plus (36 x 1.395 kroner) 50.220 kroner plus etableringsomkostninger på 3.550 kroner, i alt 66.270 kroner.
- Forskellen mellem de 92.042 kroner og de 66.270 kroner gør privatleasing særdeles interessant, mener Mogens Juhl.
Et tilsvarende regnestykke ved 30.000 kilometers kørsel om året giver et slutfacit på 90.030 kroner med en månedlig leasingydelse på 2.055 kroner.
Sammenholdt med udgiften på 112.354 kroner, hvis man ejer bilen, er det stadig billigere at lease.
Opel Insignia
Den anden bil i udregningen er en Opel Insignia 2,0 CDTI 130 hestekræfter (diesel) med Edition-udstyr og som stationcar inklusive metallak. Den vejledende listepris er 395.400 kroner plus levering 3.680: i alt 399.080 kroner.
Køber man selv bilen er udbetalingen 80.215 kroner, og etableringsomkostningerne ved lånet er 10.150 kroner.
Med en rente på 8,25 procent pro anno og en løbetid på 84 måneder til nul kroner giver det en månedlig ydelse på 5.169 kroner.
Restværdien efter 36 måneder er 210.729 kroner.
Den totale lånefinansiering efter 36 måneder er - i det serviceaftalen er udregnet efter Krone Kapitals rabataftale med 15.000 kilometer om året til 500 kroner pr. måned - 284.299 kroner.
Ved 30.000 kilometer om året bliver regnestykket (med serviceaftale til 931,25 kroner) en udgift på 299.824 kroner. Som man kan se på leasingprisen, bliver der et væsentlig større tab på mistet forrentning af forskellen i udbetaling - til gengæld bliver der også et større rentefradrag ved køb/lån af pengene.
Leasing
Privatleasing af samme Opel Insignia ved 15.000 kilometers kørsel viser:
Første gangs leasingydelse 31.250 kroner, derefter 36 måneder á 4.175 kroner inklusive service.
Det giver en total udgift via leasing, hvor etableringsomkostningerne er 3.550 kroner, på 185.100 kroner.
- En voldsom forskel fra 284.299 kroner til 185.100 kroner. Hvis man gerne vil have en stor bil, men ikke skal køre mange kilometer, er det absolut interessant, mener Mogens Juhl.
Samme bil ved 30.000 kilometers kørsel om året, hvor eneste forskel er den månedlige ydelse, der nu er på 5.190 kroner, giver en samlet udgift efter 36 måneder på 221.640 kroner.
Sammenholdt med udgiften ved at eje bilen, er der en besparelse på lidt over 75.000 kroner. Hvis man forudsætter et salg af bilen efter 36 måneder, kan man med de øjeblikkelige priser forvente yderligere et tab på cirka 40.000 i forhold til det, man skylder i billånet.
Alle disse regnestykker og vurderinger forudsætter netop, at man sælger bilen efter tre år. Hvis man som ejer vælger at beholde bilen, mens man som leasingkunde kan vælge en ny bil at lease, bliver det samlede regnestykke et andet.
Efter otte år står man som ejer af den købte bil - spørgsmålet er så, hvor stor en værdi man rent faktisk står med.
Udregningerne forudsætter også, at man som privatperson køber bilerne til listepris og ikke opnår rabatter - gør man det, skal der gang i regnemaskinerne forfra.
- Som leasingselskab forsøger vi at skabe så stor gennemsigtighed i leasingaftalen, som muligt. Derfor oplyser vi alt om diverse udgifter, aftaler, rabatordninger og så videre, siger Mogens Juhl, og opstiller følgende liste over øvrige forudsætninger i privatleasing aftalen:
Leasingperiode er 36 måneder.
Etableringsomkostninger inklusive notering af panthaverdeklaration koster 3.550 kroner, som opkræves særskilt ved etablering af privatleasingaftalen.
Ovenstående ydelser er inklusive moms.
Grøn ejerafgift og forsikring betales af privatkunden (bruger).
Privatkunden (bruger) er forpligtet til at tegne ansvars- og kaskoforsikring på bilen i anerkendt forsikringsselskab.
Leasingydelsen, der betales månedsvis forud, er variabel i hele leasingperioden og beregnet ud fra Krone Kapital A/S’ referencerente.
Serviceaftalen er landsdækkende og eksklusive dæk.
Ved leasingperiodens udløb skal bruger returnere bilen til Krone Kapital i funktionsdygtig stand uden skader og fri for eventuelle reklamer. Afleveringsrapport udarbejdes af Dekra.
Der tages forbehold for endelig kreditgodkendelse af privatkunden.
Via Codan kan Krone Kapital tilbyde bilforsikringer. Eksempelvis kan Opel Insignia tilbydes en kunde med over seks års skadefri kørsel og med en selvrisiko på 5.000 kroner til en årlig præmie på 5.603 kroner.
Endvidere kan Krone Kapital tilbyde brændstofkort/-administration p.t. via Shell og Statoil, der sikrer rabatter på benzin (p.t. 0,22 kroner inklusive moms pr. liter), diesel (p.t. 0,55 kroner inklusive. moms pr. liter) og 25 procent på bilvask. Rabatten beregnes af gældende listepriser. Administrationsgebyr pr. bil pr. måned udgør 30 kroner plus moms.

 

Leasing eller køb af Citroën C1 eller Opel Insignia Wagon.

Offentliggjort Sidst opdateret