Selvforskyldte frostskader dækkes ikke

De fleste frostskader i vores boliger, hvor vandrør sprænger skyldes utilstrækkelig opvarmning i huset. - Hvis man selv er skyld i det, så er der ingen penge at hente til at udbedre skaderne, siger chefkonsulent Christian Skødt fra Forsikringsoplysningen. – Næsten de fleste sprængte rør indendørs, som skyldes frost, skyldes utilstrækkelig opvarmning. Husk derfor at tjekke om der er lidt varme på den ubenyttede udestue og i garagen.

Hvis en husejer for eksempel er på ferie og er tilmeldt automatisk oliepåfyldning fra et olieselskab og olieselskabet har sviget og oliefyret dermed løber tør for olie og rørene fryser til, ja så dækker forsikringen. Men er du selv skyld i, at oliefyret løber tør, er der ingen kære mor.
 
De udvendige rør, tagrender og nedløbsrør er der ingen forsikringer der dækker. Så er nedløbsrøret fyldt med is og frostsprænger, så er det på egen regning.

Har du glemt at bestille olie til oliefyret eller tænde for varmen i det tomme værelse og derfor får en frostskade, så er det bare ærgerligt. Forsikringen dækker ikke.

Offentliggjort Sidst opdateret