Test dig selv for kønssygdommen klamydia og få svaret anonymt på internettet. Det skal være et gratis tilbud til alle unge i Danmark, hvis det står til organisationen Sex & Samfund, fortæller TV AVISEN.
- Det er utrolig vigtigt, at vi fanger unge, der er smittet med klamydia. Hvis vi ikke fanger dem, ender det med, at de kan blive barnløse eller får infektioner. Det har både store personlige konsekvenser for den enkelte, og det har stor økonomiske omkostninger for samfundet, siger generalsekretær i Sex & Samfund, Bjarne B. Christensen til TV AVISEN.
Sex & Samfund har introduceret testen på en række uddannelsesinstitutioner i hovedstaden i de seneste måneder.
Organisationen uddeler poser med en brugsvejledning og et bæger til urin. Bægeret sender man ind i en medfølgende kuvert. En uge senere kan man logge sig ind anonymt med en kode på internettet og få resultatet.
Og hos Danske Regioner er man positiv over for forslaget.
- Det lyder som et helt naturligt projekt at gå ind i. Især når man tænker på, at vi har europarekord i barnløshed, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen, til TV AVISEN.
Klamydia er en infektion, der overføres ved ubeskyttet seksuelt samvær. Mænd risikerer betændelse i testiklerne - kvinder risikerer, at de ikke kan få børn.
Som det er i dag, kan man lade sig teste hos sin praktiserende læge. Men al erfaring viser, at mange undlader at benytte sig af den mulighed. Enten fordi de føler sig pinlig berørt, eller fordi kun halvdelen oplever symptomer på sygdommen.
Ifølge Sex og Samfund bruger Danmark hvert år over en kvart milliard kroner på følgerne af manglende sexuel sundhed.
Hvis klamydia opdages og behandles i tide, har sygdommen ingen følgevirkninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned