Sikker på valentinssex - scor en singleforælder

En hverdag med fuldt ansvar for børnene levner ikke meget tid og plads til sex, så alt for mange singleforældre har underskud på den frække konto i 2009.

Det viser en afstemning på singleplus.dk, der er et socialt netværk for cirka 5.000 enlige forældre. Næsten tre ud af fire medlemmer angiver, at de i det nye år endnu ikke har haft sex eller i hvert fald ikke har haft sex nok, skriver Urban.

På singleplus.dk udveksler enlige forældre erfaringer og planlægger fælles arrangementer. Her går snakken hurtigt om sex på sidens debatforum.

Det er dog ikke de store erobringer, der er omdrejningspunktet, men derimod frustrationerne over ikke at få sex nok. En af de enlige mødre på det sociale netværk sætter endda trumf på i snakken om det nærgående spørgsmål:
- Jeg har stadig ikke forstået spørgsmålet. Der er fremmedord i sætningen. Nogen, der ved, hvad sex betyder?

På hjemmesiden er der over 100 arrangementer om ugen for både børn og forældre. De fleste går i retning af skøjtetur, fællesspisning og udflugter til naturlegepladser.
Men i går var der ti tilmeldte til et besøg i Erotikshop, »med efterfølgende ost og rødvin«. Så skulle der være varmet godt op til lørdagens valentinsfest, skriver Urban.
/ritzau/




Alt for mange singleforældre har underskud på den frække konto i 2009, viser en afstemning.

Offentliggjort Sidst opdateret