Skoledebat: Frygter eskalering af elevers hashmisbrug

Formanden for skolebestyrelsen på Ejegodskolen i Nykøbing er langt fra begejstret over det forslag, som embedsmændene i Guldborgsund Kommune har lavet til en ny skolestruktur i kommunen.

I forslaget til ny struktur foreslås det, at Ejegodskolen og Nørre Skole slås sammen med fælles ledelse, men at eleverne fordeles på de to skoler - med de yngste elever på Ejegodskole og de ældste på Nørre Skole. Og det huer ikke Ejegodskolens bestyrelsesformand.
- Man vil gå tilbage til gamle dage og bryde med helhedsskolen. Dermed vil den socialisering, man nu har med små og store elever gå tabt, siger bestyrelsesformand Teddi Bo Lindhardt. 

Han tør ikke tænke på, hvad det kan udvikle sig til, når de ældste elever skal samles for sig selv:
- Både på Ejegodskolen og på Nørre Skole har vi haft problemer med hashmisbrug i de ældste klasser, hvor SSP og politi har været inddraget. Jeg kan godt frygte, at der vil opstå endnu flere problemer med eksempelvis eskalerende hashmisbrug. Faktisk er jeg slet ikke i tvivl om, at det vil eskalere, når man samler alle udskolingseleverne på en skole, siger han.

Han nævner, at man på Ejegodskolen netop har arbejdet med at gøre det trygt for de små at gå i skole ved, at de har fået en kontaktperson blandt de store elever. 
- Og de store opper sig jo for at være gode forbilleder, når de er sammen med de små. Alt det vil forsvinde, hvis man deler eleverne, siger Teddi Bo Lindhardt.

Foto: Teddi Bo Lindhardt foreslår at udvide Ejegodskolen og samle alle børn på Nørrebro der.

Formanden for skolebestyrelsen på Ejegodskolen i Nykøbing er kritisk overfor, at to skoler slås sammen.

Offentliggjort Sidst opdateret