Skolelukninger på vej i høring

 

De nye skoledistrikter:
De nye skoledistrikter vil ifølge oplægget fra kommunen komme til at se således ud:

Skolen i Nysted: Placeres på Nysted skole og består af Nysted Skole og Brydebjergskolens distrikter med tilføjelse af Fuglsang og Sløsserup.
Skolen i Sakskøbing: Indskoling på Ellekildeskolen og udskoling på Sakskøbing Skole. Består af Sakskøbing Skole, Ellekildeskolen og Guldborgland Skoles distrikter.
Skolen i Sundby: Placeres på Sundskolen og består af Toreby Skole og Sundskolens distrikter med undtagelse af Fuglsang og Sløsserup.
Skolen i Nordbyen: Placeres på Nordbyskolen. Nuværende distrikt med undtagelse af Bruntofte.
Skolen i Eskilstrup: Placeres på Eskilstrup Skole. Nuværende distrikt med tilføjelse af Brunetofte, Nørre Kirkeby og Lommelev.
Skolen i Nørre Alslev: Placeres på Nørre Alslev Skole. Nuværende distrikt med undtagelse af Nørre Kirkeby og Lommelev og tilføjelse af Alstrup.
Skolen i Nørre Vedby: Placeres på Nørre Vedby Skole. Nuværende distrikt med undtagelse af Alstrup.
Skolen i Stubbekøbing: Placeres på Stubbekøbing Skole. Nuværende distrikt med tilføjelse af Virket.
Skolen i Horreby: Placeres på Møllebakkeskolen. Nuværende distrikt med undtagelse af Virket, Sønder Kirkeby, Egebjerg og Sønder Alslev.
Skolen på Østerbro: Placeres på Østre Skole. Nuværende distrikt med undtagelse af Danmarksvej og Vendsysselvej.
Skolen ved Lindeskov: Placeres på Lindeskovskolen. Nuværende distrikt med tilføjelse af Sønder Vedby, Sønder Alslev, Sønder Kirkeby, Egebjerg, Danmarksvej og Vendsysselvej.
Skolen på Nørrebro: Placeres på Ejegodskolen. Sammenlægning af Ejegodskolen og Nørre Skoles distrikter.
Skolen i Væggerløse: Placeres på Svaneskolen. Sammenlægning af Savneskolen og Krogløvskolens distrikter med undtagelse af Sønder Vedby.
 

Offentligheden får nu en officiel mulighed for at komme med indlæg i debatten om den fremtidige skolestruktur i Guldborgsund Kommune.

Som bekendt besluttede børne- og undervisningsudvalget på et møde før sommerferien at videresende et forslag til en ny skolestruktur, som indebærer en lukning af Nørre Skole, Krogløvskolen, Toreby Skole, Guldborgland Skole og Brydebjergskolen.

Forslaget blev i sidste uge behandlet i økonomiudvalget, og på torsdag er det så byrådets tur. Her ventes det, at politikerne vedtager at sende forslaget videre i offentlig høring.

Herefter har offentligheden frem til fredag den 15. oktober til at komme med bemærkninger til forslaget.

Først til december tager byrådet endelig stilling til forslaget - og de fem lukningstruede skolers skæbne. Både i Idestrup (Krogløvskolen) og Guldborg (Guldborgland Skole) har en kreds af borgere dog allerede besluttet at oprette private skoler, hvis de to folkeskoler lukker.

Ifølge kommunens egne beregninger kan ændringerne af skoledistrikterne og de deraf følgende skolelukninger give besparelser på 22,4 millioner kroner i 2012 og 23,2 millioner i 2013.
I forslaget er der regnet med, at cirka 80 elever vil forlade de folkeskolerne til fordel for friskoler.

Noget tyder dog på, at det ikke er nok. Tidligere på sommeren fortalte kasserer i foreningen Idestrup Privatskoles Venner, Jacob Pfeffer, nemlig til Folketidende, at man allerede har væsentligt flere end 80 tilmeldinger til skolen, som kan komme til at afløse Krogløvskolen, hvis den lukker.

Såfremt byrådet til december endegyldigt vedtager den nye skolestruktur, vil de nye skoledistrikter være gældende fra skoleåret 2011/2012.

Byrådet i Guldborgsund Kommune ventes i denne uge at sige ja til at sende forslaget til en ny skolestruktur i offentlig høring.

Offentliggjort Sidst opdateret